Halvor kom.
— Herr Reisman, sa han, han er gaat.
Der blev en voldsom opstandelse. Man vilde ikke tro sine egne øren.
— Han tok sin pels paa og gik, fortalte Halvor, jeg spurte om han snart kom igjen, men han svarte mig ikke. Han bare gik.
Da der yderligere var gaat et kvarter uten at Reisman hadde latt høre fra sig, blev klubmesteren tilkaldt. Efter nogen diskusion blev det besluttet, at kortene skulde forsegles. Reismans kort forsegledes i én konvolut, Pjolterkongens i en anden og de øvrige; kort i en tredje. Alle tre konvolutter blev forvart i klubbens pengeskap.
Spændingen omkring det høie spil blev ikke forløst den aften. Reisman kom ikke tilbake. Men klokken 2 paa natten var det, at en herre, som meddelt ovenfor, søkte at gi en forklaring paa den gaadefulde hændelse.
— Damer, sa denne herre, de pokkers damer. . .
II.
MALEREN KARL-ERIK von BRAKEL.
Vi kommer nu til den næste som rammedes av skjæbnen. Den svenske maler Karl-Erik von Brakel, hvis utstilling i byens fashionable utstillingslokale dels hadde vakt vred motstand og dels dyp beundring. Utstillingens mest omstridte billede var et kjæmpelerret forestillende — ja, hvad forestiller det egentlig? Det blev ialfald paastaaet, at billedet skulde forestile den japanske admiral Togo dansende i blaa pyjamas blandt over 2000 rotter. Kunstneren hadde lagt en overordentlig omhu i fremstillingen av disse rotter, og det var alene under store betænkeligheter han hadde latt sig overtale til at utstille kunstverket av den grund, at tre av rotterne endnu ikke var rigtig færdige. Han var egentlig mere fransk end skandinav, mørk som en provencaler; et langt ophold i den fjerne orient hadde forlenet hans væsen med en besnærende flegma og en viss asiatisk kynisme, men samtidig var han en egte repræsentant for den gamle svenske adel, som i forfinelse