XXI.
FORSEGLEDE KORT.
Ikke én av de tilstedeværende tvilte paa at Reisman hadde forsøkt et gigantisk bluff og var faldt. Hans uttryk av forskrækkelse og maalløs forbauselse antok man for komediespil. Men Krag saa hvor egte hans skræk var. En fin blekhet traadte frem i hans ansigt og gjorde hans hud graa. Hans fingrer skalv som paa en febersyk — og hele tiden stirret han paa kortene, paa disse forfærdelige fem intetsigende og værdiløse kort som laa utbredt foran ham paa bordet.
Pludselig smilte han fjollet. Barnslig raadløs vendte han sig mot de nærværende.
— Jeg hadde fire es, mumlet han, ved Gud, om det er mit sidste ord, jeg hadde fire es.
Man overdøvet ham med latter og spektakel. Man tok det for spøk. Reisman maatte ikke forsøke med et nyt bluf! Det var mer end tilstrækkelig for iaften. Desuten laa jo konvolutten og seglet endnu her. Det var jo klubbens eget segl. Reisman fingret nervøst med det brutte segl. Jo det var klubseglet, det store, kunstnerisk utførte, fine segl, som alene spilleinspektøren var i besiddelse av, og som altid under stor høitidelighet efter hvert aars valg blev overlevert til denne mand, som indehadde klubbens vigtigste tillidshverv. Det begyndte at svimle for han. Men pludselig blev han grepet av en tanke.
— Jeg forlanger, ropte han, at ogsaa den tredje kortpakke aapnes. Pakken med de tiloversblevne kort.
Der blev en almindelig studsen i lokalet, en aande av ubehag. Der var en viss klang i Reismans stemme som kunde tyde paa at han mente alvor. Og hvad pokker mente saa fyren?
Spilleinspektøren rynket panden og gik paa ny hen til det grønne bord.
Asbjørn Krag bøiet sig ned over Reisman og hvisket i hans øre:
— Skrik ikke saa høit. Ta det med ro.
Reisman saa paa ham med forundrede og bedende øine.
Krag henvendte sig til spilleinspektøren og sa:
— Reisman mener selvfølgelig ikke andet, det maa De
