— Jeg svarer og byder 5000 til, sa Reisman uten
betænkning.
Man begyndte at le omkring bordet.
Reisman var kjendt for at være en overordentlig dristig bluffer.
Stenersen rotet med sine fete fingrer i jetonskassen og sa efter at ha drukket paany:
— Jeg svarer de fem tusen og sætter fem tusen til.
Der stod nu 35 000 kroner. Det var i de dage under krigen, da pengene sat løst i Kristiania, og formuer blev tjent fra den ene dag til den anden.
Reisman betænkte sig litt. Saa sa han
— Jeg svarer og sætter et tusen til.
— Svarer og tre til! brølte Stenersen.
Nu var puljen paa 45 000 tiltrods for at spillerne hadde forladt maxen, som var 5000 og nu bevæget sig med de mindre summer.
Krag forstod jo at Reisman med sine uovervindelige kort kunde ha fortsat at byde max; men han hadde foretrukket, for ikke at risikere at Stenersen stanset, at hale ham efter sig med mindre kroker.
Reisman betænkte sig igjen og stirret paa Stenersen som for at læse hans inderste tanker. Stenersen var ogsaa berømt for sin bluffen. Det var i det hele tat en deilig komedie.
Netop i dette øieblik rørte en mand ved Krags skulder.
Det var Billington.
— Jeg har en glædelig etterretning at gi Dem, sa han. Jos er fundet.
— Det var dog kjedelig, svarte Krag. Jeg hadde netop glædet mig til mystikken.
— Ja, det er nu Deres passion. Jos er underveis til Kjøbenhavn.
— Hvem fortæller Dem dette?
— Jeg har talt med kontoret i telefonen. Frøken Erko har faat telegram fra ham. Han reiste direkte.
Asbjørn Krag opfanget dette navn Erko. — Frøken Erko ... Et finsk navn. Pludselig hadde han traaden. Han sat her i stolen og stirret paa Suronen, som stod like ved ham, ivrig optat av spillet. Suronen, ogsaa et finsk navn. Jo, nu visste Krag hvorfra han hadde ham. Det var
