— Ved alle onde magter! utbrød han — der staar ikke
noget andet.
Doktoren læste det ogsaa. Han blev umaadelig stram med ett. Hans ansigt fortrak sig i en grimase av ubehag.
— Vi maa regne med at en spøkefugl er paa færde, sa han.
Og advokat Davidsen indskjøt, idet han knyttet sine vældige næver over bordet:
— Hvis her sker noget narreri, saa skal jeg ha en liten samtale med spøkefuglen, naar jeg træffer ham.
Krag svarte:
— Der er et og andet som tyder paa at vi kan være
utsat for en spøk. Men jeg vil ikke la mig skræmme fra at
gaa ind i spøken. Vi risikerer for meget ved at la være.
Samtidig er der indtruffet noget der kan se ut som om vor
hemmelighetsfulde motstander har indviklet sig i en uventet
motsigelse. Dette er det andet brev til Jos. Den som har
sendt dette brev har ikke kjendskap til at Jos allerede har
faat et som har kaldt ham bort. Der er kommet en falsk
maske i væven. Hvor ligger det falske? I dette brev eller
i det første? La os kalde falsumet for en spøk, gjerne det,
en spøk har altid en chance i sig for at bli tragisk. Det
eneste, som jeg regner med, er denne stedsevarende,
unaturlige og ubrytelige taushet fra vore forsvundne venner. Vi
har den pligt at gripe hver mulighet for at faa
hemmeligheten opklaret. Manden dernede i bilen venter. Fra dette
øieblik er jeg Jos. Og jeg agter at følge ham.
XII.
IND I MØRKET.
— Alene? spurte dr. Ovesen.
— Absolut alene, svarte Krag. Det er jo den eneste chance for at foretagendet kunde lykkes.
Dr. Ovesen lo pludselig og overgivent.
— Jeg opdager pludselig, sa han, som forklaring paa sin optræden, jeg opdager, at situationen i grunden er komisk.
— Et tydelig præg av komik har den længe hat, svarte Krag; men hvorfor opdager De det netop nu?