gjennem den forskræmte spisesal. Han slog døren op til korridoren utenfor separatkabinettene, og uten at banke paa brøt han ind til nr. 4. Kellnerne, som hittil fulgte efter ham, stanset overfor en truende svingning av hans kjæmpe-arm og trak sig ulveknurrende tilbake ind i korridorens mørke. Advokat Davidsen slog døren i laas, saa glasruten klirret. Først nu slog han pelsen av sig og lot den bli liggende paa gulvet, svømmende i sit hvite skum. Derefter slængte han persianerluen hen paa et bord med kaffekopper. Selv faldt han overgit ned i en lænestol og sa, idet han støttet hodet mot armen:
— Jeg tror jeg blir gal.
Ved bordet sat dr. Ovesen og Asbjørn Krag,
Den lille spinkle og nervøse dr. Ovesen vilde ikke ha blit mere forbauset, hvis der var kommet en bjørn ind i værelset. Han stirret med den yderste grad av forfærdelse paa den dam, pelsens smeltende sne dannet paa gulvteppet, og sa, idet hans forargede stemme dirret omkap med hans guldmansjetknapper:
— Jeg gir dig ret. Du maa jo være splitterpine gal.
Men da reiste Asbjørn Krag sig og la haanden beroligende paa den nervøse læges skulder.
—Ta det med ro, sa han. Advokat Davidsen har en vigtig meddelelse at gi os. Skjænk ham en whisky.
Som vore læsere allerede har forstaat, er advokat Davidsen en ny skikkelse i denne beskedne fortælling om de helt uforstaaelige hændelser, som fandt sted i Kristiania i begyndelsen av december. Det er næsten overflødig at gi en nærmere skildring av ham end denne fremstilling av hans næsten eksplosive tilsynekomst paa Continental antyder. Advokat Davidsen var mindre beundret i den juridiske end i den sportslige verden. Han hadde helt siden sine studenterdage været en ledende kraft inden byens idrætsorganisationer, og han hadde i den fri konkurranse paa arenaen høstet flere triumfer end han nogengang kunde drømme om at høste foran skranken. At han omsider hadde naadd sine juridiske examina berodde derpaa, at han hadde betragtet
