— Enten har chaufføren hat en falsk nøkkel til min
gatedør, eller ogsaa har gatedøren staat aapen. Det hænder
iblandt. Han er naadd op i anden etage ved Ødegaards
ankomst. Her er han blit staaende. Kanske er han ogsaa
blit skræmt av lyset i trappen.
— Ødegaard maa jo ha kjendt ham, eftersom han lot elevatoren stoppe, bemerket dr. Ovesen.
— Ingenlunde, svarte Krag. Tænk om manden har staat der i trappen og signalisert med den blaa konvolut — skulde ikke det være nok til at faa ham til at stoppe. Der var ogsaa noget av hidsig forventning og spænding i dette «vent!» som han ropte op til mig. Men nu kommer det besynderlige, det ufattelige. Saa snart han læste hvad der stod i brevet, rendte han avgaarde. Akkurat som de andre. Pludselig, besindelsesløst. Gav ingen besked. Fulgte med chaufføren. Blev borte. Sporløst. Akkurat som de andre.
Under sit snak fortsatte Krag med at plukke von Brakels istykkerrevne papirbiter op fra gulvet.
En av disse papirbiter syntes pludselig at interessere ham. Han viste den til doktoren.
— Det er jo en regning, sa han — et stykke av en ganske almindelig vaskeregning. Se engang. Kan De finde at det er noget andet?
Doktoren saa paa papiret.
— Det er et stykke av en vaskeregning, sa han.
Krag læste:
— Snipper, kraver, skjorter, lommetørklær — høist interessant.
— Finder De? spurte doktoren ironisk.
— En ganske almindelig vaskeregning, gjentok Krag,
og nu kunde det høres paa hans stemme at han var langt
borte i sin tankegang.
VIII.
ADVOKAT DAVIDSEN.
— Tru aa det feilte’n?
— Ja, aa feilte det’n, tru?
Disse opvakte replikker veksledes mellem to av Hotel Continentals piccoloer den 5. december klokken halv syv om
