kunde høre larmen av den bak nærmeste hjørne. Ødegaards bil holdt stille, og chaufføren sat paa sin plads.
Jeg spurte chaufføren efter hans passager.
— Ja, hvad pokker gik der av ham? sa chaufføren — han fo’r bort med den anden bil.
— Gav han ingen besked?
— Ikke et levende kvæk. Han bare skyndte sig ind i bilen og kjørte bort i en forfærdelig hast.
— Hvem kjørte ham?
— Det var en chauffør som kom ut fra bygningen. Ødegaard gik alene ind, men kom ut sammen med chaufføren.
Efter denne oplysning var det jo ikke vanskelig at forstaa at Ødegaard maatte ha truffet chaufføren, da han stanset elevatoren ved anden etage. Den fremmede chauffør hadde naturligvis staat og ventet paa ham her og git ham signal til at stanse.
Jeg bad Ødegaards chauffør om at vente og gik tilfots opover trapperne. Der fandtes paa trappetrinene pletter av sneslaps. Altsaa hadde den fremmede chauffør spasert op over og trukket sneslapset med fra gaten. Sporene efter hans trin gik ikke længer end til anden etages avsats. Men jeg fandt ogsaa noget andet her, mine herrer. Det er jo saa, at de to mænd, som hittil er blit borte, begge forinden har mottat et brev i en lysblaa konvolut.
— Ja, svarte doktoren.
— Ødegaard fortalte mig netop dette i telefonen.
— Saavidt jeg forstod ham skulde herrerne være i besiddelse av en av disse konvolutter.
— Jeg har den, sa dr. Ovesen og rakte over til detektiven den konvolut, som han hadde fundet paa gulvteppet i Grand Hotels vestibule.
Krag glattet den ut og saa nærmere paa den.
— Ganske rigtig, mumlet han, det stemmer. Det er samme slags.
— De vil da vel ikke paastaa . . utbrød dr. Ovesen forskræmt.
— Jo, netop, svarte Krag, idet han trak en konvolut op av lommen. Denne er ogsaa lysblaa.
— Denne konvolut, fortsatte han, fandt jeg paa trappe avsatsen. Som De ser bærer den en ganske enkel paaskrift:
