En pludselig tanke grep ham. En tanke som forekom
ham saa komisk at han maatte le høit.
— Hvis vi ikke var i dette uskyldige og hændelsesfattige Kristiania, sa han, hvis vi for eksempel hadde været i Rusland, saa kunde jeg ha tænkt mig en sandsynlig løsning paa affæren.
Kapteinen saa spørgende paa ham
— Kan De ikke se hvad dette sidste tilfælde med von Brakel ligner? fortsatte dr. Ovesen — dette hastige og nattlige bud, denne hurtige forsvinden, disse istykkerirevne papirer? Det ligner jo paatagelig en arrestation av en revolutionær.
Kaptein Færden stirret forbauset paa sin ven.
— Nei hør nu, svarte han; jeg gir ikke meget for Deres skarpsindighet, min kjære doktor. Synes De det er rimelig at en arrestant faar anledning til at skaffe væk sine kompromitterende papirer efter arrestationen?
Doktoren pekte paa de istykkerrevne og halvbrændte papirer.
— Og desuten arresterer man da ikke folk med den slags høitidelige blaa breve. Og hvorfor skulde vore venner arresteres? Man arresterer da ikke en kunstner fordi han maler futuristiske billeder. Desværre, hadde jeg nær sagt. Nei, De maa finde paa noget bedre, doktor.
Doktoren kastet sig overgit ned paa sofaen og holdt hænderne for hodet.
— Jeg er ikke i stand til at finde paa noget som helst længer, sa han; denne sak gjør mig ganske fortvilet. Hvor blir ogsaa denne Ødegaard av? Der er snart gaat en time nu. Naa, der kommer han sikkert.
En næsten umerkelig rysten i værelset røbet at elevatoren var paa vei opover. Den stanset ogsaa ganske rigtig ved deres etage. Da elevatordørene hadde raslet op og igjen, hørte de en stemme spørge:
— Hvilket nummer?
— 17, denne vei, min herre, svarte natportieren.
— Det er ikke Ødegaard, sa dr. Ovesen forundret; jeg kjender ikke denne stemme.
Begge vennerne saa spændt mot døren.
Den indtrædende var dem ganske ukjendt. De to herrer
