— Jo, jeg forstaar nok.
Det var ikke længer vei fra Grand ned til Savoy Hotel end at herrerne makelig kunde spasere veien paa nogen faa minutter. De hadde ingen vanskelighet med at slippe ind paa von Brakels rum.
Da de kom derind møtte de dog et syn som ikke kunde andet end virke forstemmende paa dem. Nattevakten, som lukket dem ind, utbrød forbauset:
— Nei, nu har jeg aldrig set paa maken — man skulde tro her har været indbrudstyver.
— Det maa jo De vite, sa Ødegaard; her har kanske været fremmede i Brakels fravær.
Den gamle nattevakt virret bestemt og forarget paa sit graa hode.
— Umulig, sa han, ingen kan komme forbi mig; jeg har været vaaken hele tiden. Værelset ligger i 3dje etage, saa ingen kan heller være kommet ind gjennem vinduet. Nei, dette har nok Brakel selv gjort.
— Han selv?
— Jo, for jeg skal sige Dem, jeg sætter op en flaske appollinaris til ham hver aften, før han kommer hjem. Jeg visste at han skulde komme sent hjem inat, og derfor gik jeg op med buteljen først ved halv to-tiden. Da var værelset i den mest fuldkomne orden. Siden har Brakel selv været her oppe — og se nu hvorledes her er stelt i stand. Det er jo en ren forskrækkelse.
Den skikkelige nattevakt vilde begynde at bringe litt orden tilveie, men Ødegaard stanset ham.
— Rør ingenting her endnu, sa han.
Værelset saa frygtelig ut.
von Brakels kufferter stod aapned, og indholdet, klær, toiletgjenstande, slips, kraver og bøker laa spredt omkring paa bordet, gulvet og i sofaen i den vildeste uorden. En stol var veltet, Vandkaraflen laa knust paa gulvet. Blæk-huset laa veltet utover skrivebordet og de andre skrivesaker var veltet ned paa gulvet. Skrivebordsskuffene stod aapne. En mængde papir av forskjellig slags var blit revet i bitte smaa stumper og stykker og strødd omkring, Kamindøren stod ogsaa aapen og inde i kaminen laa endel halvbrændt papir.
Dr. Ovesen var især synlig foruroliget over værelsets tilstand.
