ved Gud ikke blandt konspiratorer og hemmelige selskaper. Vi er ikke i det underjordiske Rusland eller blandt Irlands revolutionære, Saa kunde man ha hat en forklaring paa mystikken i dette. Men er der da forekommet noget her i byen, som kunde tyde paa den slags hemmelighetsfulde og lyssky bevægelser?
— Ingenlunde. Særlig disse mennesker tilhører jo en borgerlig, litt boheme-anstrøken klasse, hvis liv og interesser ligger aapne for enhver. Og læg nu merke til tilfældet Brakel. Han er sorgløsheten selv hele aftenen. Pludselig faar han dette brev. Han blir som forandret og styrter straks avsted, blek, forvirret, oprørt — uten at ville gi sine bedste venner den ringeste forklaring.
Doktoren saa paa sit ur.
—Nu er klokken 4, sa han. Jeg blir uroligere for hver time som gaar, von Brakel bor paa Savoy hotel, værelse nr. 17. Maaske kan vi der finde et spor. Gaar De med?
— Jeg gaar med, sa kapteinen.
IV.
EN TREDJE HERRE.
Da de to herrer kom ned i hotel-vestibulen, hørte de fremdeles støi fra første etage, hvor selskapet blev holdt. Festen var tydeligvis endnu i sin fulde glans. For ikke at bli nødsaget til at gi overflødige forklaringer blev de enige om ubemerket at snike sig ut av hotellet. Men nede hos portieren støtte de paa digteren Ødegaard, som ogsaa var for utgaaende.
De blev enige om at ta ham med paa raad. Digteren Ødegaard var en praktisk og hurtig mand, som netop i en sak som denne kunde være til nytte. Han var desuten adskillig av en romantiker, saa det faldt ham ikke vanskelig at opfatte det besynderlige og sælsomme i denne affære. Ødegaard fik historien tillivs, mens herrerne for nogen øieblikke slog sig ned i palmesalens bløte hynder. Ødegaard tok det hele alvorligere end endog dr. Ovesen hadde ventet.
Hvad direktør Reisman angaar, sa han, da kan det
