tages av; men som hos hende bare var noget man maatte ha paa sig for at betale mælkemanden i den halvaapne dør.
— Goddag, Jensen, sa hun. Goddag, nikket hun derefter til Suronem. Saa gled hun hen til flygelet og rettet paa lampeskjermen, og det var likesom hendes slæpere hvisket det samme.
— Aa, dette whiskydrikkeri om dagen, fortsatte hun, det blir jo aldrig til noget andet. Om dagen, gjentok hun iltert.
— Hvilken herlig kvinde, sa Krag, idet han satte sig ved det nærmeste bord.
— Deilig pakke, svarte Jensen og tok plads like over for ham.
Suronen blev staaende midt paa gulvet. Han beholdt sit smil og han beholdt sin cigar — den saa mere og mere trist ut. Men til slut satte han sig ogsaa ned med et dumpt bump, som naar man sætter sig ned i en morgensporvogn for haabløst hjemrullende.
— Fins det kort? spurte Suronen.
Men da blev pludselig «Røde Constance» levende. Hun hadde hittil tøflet omkring og tørret støv, dels paa marmorbustene, hvor der fandtes en mængde støv, og dels paa flygelstolene, hvor støvet saaledes blev bragt hen. Nu gik hun hen til herrerne og sa:
— De maa da forstaa at det ikke gaar an at opholde mig paa den maate. Virkelige herrer optræder ikke saadan. De maa da forstaa, Jensen, en dame kan man da ikke byde alt.
— Whisky, sa Jensen.
— Cigarer, sa Krag.
Constance stod et øieblik stille midt paa Smyrnateppet med kluten i haanden. Intet kan bedre uttrykke en bestemt vilje som tre tætte, middelaldrende herrer omkring et bord. Hun saa paa dette bord et sekund, lot derefter kluten falde og sjasket ut paa sine tyrkiske morgensko. Hun kunde ikke smelde med døren, fordi alt herinde like som var foret uldent fra fødselen av, alt var indstillet paa lydløshet. Derfor faldt døren i efter hende som en hvæsen. Litt efter aapnedes den igjen, og da kom en pike ind med et nikkelbret, fuldt besat av raslende flasker. Denne pike var ganske ung, og hun hadde en sløife av snehvit crepe
