—De er i godt humør idag, sa han. Noget maa være
hændt. Har De talt med Jos?
— Nei.
— Men De gik dog op paa hotellet for at træffe ham.
— Ja. Men jeg traf Suronen i stedet for.
— Inde i Jos Christensens leilighet?
— Ja, Christensen selv negtet at motta mig.
— Men saa er det jo galt at Suronen søker at undgaa Christensen?
— Absolut galt.
— De samarbeider maaske?
— Ja, i høi grad.
— Men hvorfor opnaadde De ikke at faa talt med Christensen?
— Væsentlig fordi jeg optraadte uforskammet.
Krag fortalte ham hvad der var skedd. Da han i fortællingen kom til det punkt hvor han hadde sagt at baade han og Christensen var like store snytere, utbrød Hansted-Jensen:
— Men De maatte da vite at De efter en saadan bemerkning risikerte at bli kastet ut?
— Ja.
— Det var maaske ovenikjøpet Deres ønske at bli utkastet?
— Ja, absolut.
— Men De gik dog derop for at faa tale med Christensen?
— Det er rigtig nok,
Men saa hændte noget som fik Dem til at forandre taktik?
— Ja.
— Var dette «noget» maaske Suronens uventede tilstedeværelse? For hans tilstedeværelse var vel uventet?
— Absolut.
— De vilde kanske ikke at Suronen skulde paahøre Deres samtale med Christensen?
— Nei, det var mig meget imot.
Den danske opdager saa tvilende ut.
— Der maa være hændt noget mere, sa han. De er i et slikt merkværdig fandenivoldsk humør. Et slikt humør
