udmerket materiale at arbeide med. De hadde næsten alle denne hurtige opfattelsesevne som storbyens yngel lærer at erhverve sig i kampen for tilværelsen paa gaten.
Krag gik direkte til sit hotel. Han lot til at være i et udmerket humør. Da den gamle slesviger bragte ham et telegram, talte han yderst venskabelig med ham, og av Krags stilfærdige væsen kunde det ikke sees at han for nogen øieblikke siden paa en særlig fornærmelig maate var blit kastet ut av hotelværelset.
Det telegram han fik var usedvanlig langt, rummende flere blade. Han læste det omhyggelig igjennem, og da han var færdig med det, la han det ned i sin lommebok, og efter at ha tænkt sig om en stund sa han halvhøit for sig selv:
— Saavidt jeg forstaar dette, har jeg endnu rikelig tid paa mig.
Derefter gjorde han omhyggelig toilette, hvilket foregik paa, den maate at han stykke for stykke fjernet sin maskering. Det var i grunden besynderlig hvor enkelt det hele var, hvordan det med faa midler hadde lykkedes at anlægge et helt nyt og fremmedartet utseende; men det røber jo netop mesterskabet ved maskeringskunsten — ved de enkleste midler at kunne opnaa det mest forbløffende resultat.
Mens han stod paa hodet i vaskefatet — hotellets eneste badeværelse var bortleiet som opholdsrum til en tysk familie — kom Hansted-Jensen. Krag vendte sig mot ham med vandet dryppende fra overkroppen.
— Fremdeles cycleklemmer, sa han, det gaar ikke.
— Hvad nu da? spurte den danske opdager. Jeg er en praktisk mand og sparer mine klær. Vi kan ikke alle være norske skibsredere.
— De maa nemlig soupere med mig iaften, sa Krag — paa Nimb. Jeg har latt mig fortælle at der endnu paa Nimb skal findes et par flasker tilbake av Haut Brion 99.
Hansted-Jensen lot sig falde ned i en stol.
— Det passer mig godt, sa han, jeg er nemlig træt. Jeg blir nemlig altid træt, naar der ikke forekommer virkelige hændelser. Og denne gang har De skuffet mig, kjære ven. Der pleier altid at være mindst ét mord i følge med Dem.
