— Ja, han er med, svarte Krag.
— Det er godt, herre. God jagt! Farvel, min herre.
Da Krag kom ut av færgehallen blev han staaende en stund og betragtet strømmen av de reisende som med sine reisesaker i hænderne ilte over til jernbanestationen. Blandt de sidste som kom var Aino. Men hun fulgte ikke de andre reisende. Hun vek av til høire, gik et stykke ut paa torvet og blev staaende stille og orientere sig. Saa fik hun øie paa det store hotel ved Havnegade, hvis navn «Jernbane-hotellet» lyste over facaden, og saa styrte hun sine skridt derhen.
Denne lille avvikelse i ruten hadde ikke Krag beregnet, men den kom ham i grunden ikke ubehagelig. En ung kvindelig kontorfunktionær som gjorde reise for at overlevere sin chef nogen vigtige dokumenter, og som under turen op vartes av sin galante forlovede (eller hendes slegtning), det var det hele som hittil hadde hændt. Men nu pludselig indtraadte den lille forandring at den unge dame i stedet for at ile sin chef imøte stak av i Helsingør og slog sig ned der. Og det kunde gi Krag anledning til funderinger som slet ikke var ham uvelkomne.
Han ventet til Kjøbenhavnstoget hadde sat sig i bevægelse og gik saa efter den unge dame ind i hotellet. I den store spisesal, hvis vinduer vendte ut mot havnen og bryggerne, servertes dagens første frokost. Hans tilsynekomst her paa denne tid behøvet ikke at vække den ringeste opmerksomhet. Helsingør, som var en stor kjøbmandsby, hadde hver dag besøk av talrike handelsmænd som forinden de gjorde sin runde i byen styrket sig med en frokost i det berømte hotel. Han kunde uten videre gjælde for at være en av disse handelsmænd. Her sat allerede flere herinde. Og ved et litet bord i nærheten av vinduet sat Aino med sin kaffe og sin avis. Avisen ofret hun ingen særlig opmerksomhet; hun syntes mere optat av at betragte utsigten fra vinduet, dette henrivende vye over sundet mellem de to land, et omraade der er oftere og heftigere besunget end noget andet strøk i norden, og som bærer alle aarstider, vinter, foraar eller sommer med den samme livfulde skjønhet. Over Øresund funkler der samme stemning som over andre av jordens berømte porter Gibraltar, Singapore, Calais, hvorigjennem de langveisfarende skibe, som altid har reise
