Hopp til innhold

Side:Renæssansemennesker.djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fuldstændig forvildet, krypende og smiskende opad, grum og haard nedad, en tykhudet korporal-sjæl av fandenivoldske leveregler — man har endog hans yndlings-ordsprog bevaret: at man skal sørge for at urinen er klar og gi en god dag i doktoren, eller som det kort og uhøvisk lyder paa hans soldater-sprog: „Piscia chiaro, e incacca nel medico!“ — Denne opløsning blandt folket i felt maa man jo ha lov til at gjenfinde ogsaa under selve hærens aktion: Man forfølger nemlig i den tid sjelden sine seire. Energien mangler likesom, slipper ialfald op paa halvveien; i grunden synes kampen blot at ha været kjekl, og man slutter straks fred, og helst „evig forbund“. —

Opløsningen træffer vi just og fremfor alt ved de høitidelige avtaler og ved fredsslutninger. Det er vistnok ikke langt fra det rigtige at si at den eneste fyrste i tiden, for hvem tilsagn pleier gjælde noget, er den franske konge: i dem sitter der endnu trods alt et kvintin ridderlighet. Ellers er haandslag og dyre eder skjøre og flygtige som brændt papir. Man behøver her bare minde om Borgia’erne; Cæsar’s fremfærd f. eks. i Romagna er merket udelukkende av denslags svik: ikke før kapitulerer en fyrste mot løfte om sikkerhet paa liv og lemmer, saa maa han enten fly over hals og hode for at redde livet; eller han blir puttet i fængsel og underkastet al optænkelig art tortur, som tilfældet var i hans motbydelige forhold til den sekstenaarige Astorre Manfredi i Faenza — han blev tilsidst strupt og kastet i Tiberen. — Og mens man staar i den hjerteligste alliance, driver man underhandlinger til motsat hold;