sensuelle sugetrut hos de sidste, men hvor man fremdeles leter forgjæves efter træk av virkelig kræsenhet.
Da Giovanni Medici var blit pave, sank det allikevel lettet i alt folket, som nu var saa dødsens træt ovenpaa Aleksander VI’s maniakalske utskeielser og Giulio II’s kirkepolitiske stundesløshet. Og haab spiret: nu var der utsigt til fred og forlik paa alle kanter.
Hans pavedømme blev en eneste ufreds-tid. Han var nemlig ogsaa i politikken en dilettant. Og til dette levnet i luksus og fester trængtes penger; derfor kom han til at leve holdningsløs og for dagen: kortsynte alliancer, ganske planløse krige, rænkespil, ustanselig skiftende scene-forandringer. Drivfjæren var helt idé-forlatt; det ledende motiv var overalt bare behov av økede indtægter og av øket magt for ætten, som han ønsket at skaffe smaa kongeriker rundt om paa halvøen. Det blev da ogsaa denne pave som satte avlads-handelen i system. Paa grund av pengeknipe utnævnte han pludselig med én gang 31 nye kardinaler, og sopte paa det bret ind en halv million dukater. — Endog sammensvergelser mot sit liv utnytter han til finans-operationer i stor maalestok, idet han presser penger ut av de rike kardinaler, som var indviklet i den.
Under alt dette var fætteren Giulio, som ikke var henfalden til kvinder eller vellevnet eller kunst, hans raadgiver og høire haand. Først agtet paven at slaa under sig Ravenna og Cervia ved Adriaterhavet for salt-indkomsternes skyld; der vakte han Venezia’s mistanke. Saa hadde han planer oppe om nogen
