de slængte hans mitra, da de puttet liket nedi, stappet og trykket efter med knytnæverne for at faa plads til denne uformelige rest av et menneske.
Cæsar Borgia (f. 1476) har farens ustyrlige lidenskaper. Men han ledes av en ny drift: verdslig magtsyke, som — ialfald med tiden — kom til at holde hans sanselighet stangen, saa den ikke sank ned i den pure patologi. Han eier beslutningens kolde evne, og han var ikke personlig feig, en handlingens mand; men hans spanske avstamning ytrer sig f. eks., da han under sekelskiftets yre festligheter i Rom optræder som toreador og dræper tyrer — til fest hørte for ham synet av brustne blik. Endog hans egen far var stundom ræd ham; saaledes dræper han engang pavens kammertjener, saa blodspruten staar i ansigtet paa hans hellighet.
Cæsar Borgia blev kardinal meget ung; men opgav den karriere snart. Først søkte han at gifte sig ind i Aragonesernes æt. Og der er jo hensigten klar: Han sigter paa kongedømmet Napoli. Men den unge prinsesse, som hans hjerte hadde utkaaret, har en sand rædsel for ham, og det skjønt han jo dengang ikke hadde dræpt sin søsters mand, prinsen av Aragonien. Han maatte foreløbig opgi det og drog til Frankrike, kom i forbindelse med kongehuset, hvor prinsessen da opholdt sig, og forsøkte sig paany; men ogsaa der fridde han forgjæves til hende. Det er kanske angst for gift, som er i veien; men større dametække kan han vel ikke ha hat; muligens var til og med hans ansigt allerede da vansiret av lues. Saa slaar han om og frir resolut til en anden prinsesse, som er
