var imot reformen; den ordning forlangte nemlig Frankrike, og ogsaa Cæsar Borgia, som betingelse for at være behjælpelig med Pisa. — Men Firenze hadde ingen tropper, og var samtidig altid i pengeknipe. Saa man forstaar, at de var just ikke populære i staden, De ti’s raad, som skulde skaffe midler til krigsførslen, — foruten tributten til Frankrike og til Tyskland, hvorved de kjøpte sig de stores beskyttelse.
Dette er situationen inden Firenze, historisk og politisk, da Machiavelli træder i statens tjeneste.
Situationen utenfor Firenze ved sekelskiftet 1500, Italiens almene historie, er saa broget, saa mylrende forvirret at den er vanskelig at tegne i et klart billede; saasandt man gaar ind paa enkeltheter og i detalj, blir oversigten uvægerlig borte. Det karakteristiske ved tiden er jo at den ingen klar, idé-bestemt almenhistorie eier. Den har isteden personligheternes motsigelses-mættede historie, uten at dog i grunden nogen bestemt skikkelse længere tid ad gangen raker overskyggende op over resten og som midtpunkt suger grupperne til sig, fylder samtiden. Der blir noget hvileløst, ustanselig skiftende ved den, fordi det pipler og gror allevegne, fordi alle higer, og til hver sin kant: Renæssanse-historie. En psykologisk proces, som fuldbyrdes i blinde, nemlig individernes frigjørelse. Og det er disse, som her skaper historie.
Den tid blir da ogsaa verdens-kunstens guldalder. For det er nu engang det tragiske vilkaar: uniformering er ikke aandsliv; er heller ikke kunst eftersom jo denne, trods sine fattige midler, har en tindrende glæde av at gi et speilbillede just av den piplende,
