paa væsentlige punkter utenfor tiden og imot den, det vil kun si: han favnet ogsaa der længer tilbake og længer frem. Tilfældet er analogt med hans forhold i privat moral: ved sin trofasthet i venskap staar han personlig nærmere det brede lag i folket end dem, som repræsenterer renæssansens „straalende“ tid, end aanderne; — eller det er som med selve hans enkle stil. Han har dype røtter. Han var mere end tiden. Det er der saare faa mænd som er. Selv hvor éns samtid er ringere end hans var. Om han end var en søn av sin tid, som alle genier er, — begik dens feiltrin, tuter han ikke med dens ulver, eller lever for dagen, som Guicciardini. Endel av nutidens biografer og nivellerende historikere fra Taine av har vel i det hele lagt formegen vegt paa de store, almene hovedstrømninger, som det heter: man skal leve med sin tid, ellers lever man ikke. Enkeltmennesket er imidlertid stundom sterkere; det føler, det ikke er sat ind i historien for at være opvarter. Ingen er jo stor uten forsaavidt han sliter sig løs fra denne sin bakgrund, sin tid, sin retning. Det er hemmeligheten ved den store begavelse at han er netop stor forsaavidt han evner dette og derved skaper nye tider. Machiavelli levet ikke med sin tid. Han gjorde det trygt; for hans tid kom 1870. — Her ligger det himmelvide skille mellem Machiavelli og Pietro Aretino, hvis geni bestod i evnen til at flyte paa tidens feil, til at leve for dagen. Geniet i Machiavelli er især denne art vitalitet, den udræpelige tro paa sit maal. Machiavelli’s historie er i det hele tragedien om en storaands udræpelige tro. Det udræpelige, det er
