velli hadde ret i det syn. lalfald, for at forstaa det, maa vi huske det faktum at det var Cæsar Borgia som magtet at underlægge sig og samle det stridbare, opstykkede Romagna; men fremfor alt: at det utførte han slik at Romagna’s byer siden hang ved ham i trofast hengivenhet, længe efterat han hadde mistet sin far og dermed sin magt. Og dog stivnet tilslut ogsaa Machiavelli’s øie i gru ved dette møte i Romagna: Han blir synsk av gru! Alle morallove flyter jo løsnet omkring ham, han føler sig i vildrede, han famler efter stø grund under foten. For midt i dette kan han allikevel ikke ophøre at tro: Ensteds er der et fast utgangspunkt, en fornuftig flek; endog i soldaten som plyndrer, ja i banditten som driver rovmord! Men hvor? — Han famler efter menneskets lov i dyret, efter mennesket i u-mennesket. Imens nagler denne virkelighetens rædsel hans tanke fast: Cæsar Borgia blir en idé. Stiger frem skarplinjet som et minde gjør av en ond drøm, av en mare. Dette er det visionære ved Machiavelli’s stil, og det er dette jeg mener med dens psykologiske fællesskap med Heinrich Kleist’s stil. Først faar vi det i hin dirrende skildring av hvorledes Cæsar Borgia med svik tok til fange og dræpte de fire kondottierer, der han besat av hændelsen viser en merkelig likegyldighet for den historiske og topografiske detalj. Men aar efter sitter han og bearbeider indtrykket; av det arbeide fødes Il Principe, siden Discorsi og L’arte della guerra. Men fremforalt Il Principe. Og som han sitter saadan og meisler og utarbeider typen i sit sind, dukker der nye skikkelser, han møtte, frem
