della Ingratitudine), et om ærgjerrighet (Capitolo dell’ Ambizione) osv. osv. Altsammen værdiløse smaating, han tydeligvis har revet av sig som tidsfordriv i ledige stunder. — Pestens beskrivelse og Dialogen om vrede er med urette tilskrevet ham. —
Jeg regner op alt dette her for at komme over til hans hovedverker i prosa: Il Principe (Fyrsten), Discorsi sopra le deche di Livio (Betragtninger av Livius’s dekader), L’arte della guerra (Krigskunsten). De tre hører nøie sammen, ti de utfylder og bygger videre paa hverandre. Det er i disse verker, han fremlægger det politiske grundsyn, hin livsvisdom, som før er gjort rede for, idet jeg utskilte de almensatser, som er aapenbare eller som gjemmer sig der. Og jeg nævnte da ogsaa de par selvmotsigelser, som han i mine øine vikler sig ind i.
Il Principe var færdig allerede i november 1513; Discorsi blir til samtidig med dette verk, mens L’arte della guerra først skrives 1520. Denne sidste er forfattet i dialogform, og samtalen tænkes foregaa i den før nævnte literære klub Orti Oricellarii. Den blev trykt et aars tid efter. De to andre — Discorsi og Il Principe — blev derimot ikke offentliggjort, saa længe Machiavelli levet, men cirkulerte i talrike avskrifter, og blev først trykt henholdsvis 1531 og 1532.
Der er naturligvis dem som har været optat med hvem hans model til fyrsten egentlig var. Som antydet har han ingen bestemt model hat. I sit liv møtte han Cæsar Borgia, og han saa til en begyndelse anderledes paa ham end vi vanlig gjør. For ham var han ikke bare en røver; og kanske Machia-
