de samtaler jeg har hat med ham, — skjønt jeg jo bestandig øker det og pudser paa det...“
Med dette brev er vi ført like ind i Machiavelli’s verksted i hans hjem ute paa landet og faar et skimt av den nedtrykte sindsstemning, han henlevet sit otium i fra 1513 av. Vi ser ogsaa av hvad art hos ham renæssansens klassiske henrykkelse var: den sjælelige lise. — Paa et andet sted har jeg redegjort for, hvorledes Machiavelli forblev i Firenze, da Medici rykket ind; han blev, fordi han i grunden ingen døgnpolitisk partigjænger var, men statens embedsmand; han blev ogsaa, fordi han jo skulde leve og skaffe familien underhold. Men hans retlinjede tænkning gjorde ham ubrukbar i Medici’s kræmmerpolitik, saa han blev dømt til otium paa landet.
Den eiendom, han og familien levet paa, ligger ikke fuldt en mils vei søndenfor Firenze, ikke langt fra San Casciano, hvor Toscana’s herligste vinmarker er. Grænden heter Sant Andrea in Percussina, og hans villa, som nu skal eies av familien Serristori, kaldtes da som nu „L’Albergaccio“. Mellem kollerne skulde man i nord kunne skimte domens kuppel i Firenze derfra, Giotto’s kampanile og Signoria-paladsets taarn.
Her bor han med sin kone Marietta, som han egtet 1502. Efter hendes breve at dømme var det en blid og ham uendelig hengiven kvindeskikkelse, men som vistnok ikke har hat mindste indblik i hans oprevne sind. Naar man ser at hende var Machiavelli ikke altid trofast mot, saa bør man for retfærdighets skyld ha tidens bakgrund for øie.
