æssige“ egenskaper som bidrar til at hemme hans karriere i øieblikkets politik, — saa der altsaa maatte gaa sekler hen, før han fik sin plads i historien.
I en anden forbindelse har jeg antydet hvor han i sit arbeide i raadet viste konduite, taushet, en næsten overmenneskelig lojalitet, selv naar han blev forbigaat. Vi saa det oftere i hans forhold til gonfalonieren Piero Soderini, som oprindelig ikke engang var Machiavelli’s kandidat til stillingen; og jeg gjorde rede for grunden til hans tilsyneladende omslag her: det blev fremkaldt ved dennes uduelighet og flugt fra Firenze — troløshet var det ikke. Det var nu ogsaa netop Machiavelli, Soderini tilkaldte, da han var rømt fra byen og ingen venner hadde igjen: han mente sig altsaa at ha grund til at stole ogsaa privat og netop i motgangens stund paa sin fordums sekretær. Ja, Machiavelli anfører senere som indvending, da Vettori vil lokke ham til Rom, at da maa han jo besøke Soderini, hvilket vil bringe ubehageligheter og mistanke med sig i forholdet til Medici: der er selvsagt ingen virkelig nødvendighet for at besøke en falden husbond; men det er netop sansen for sammenhæng med sig selv og med sin fortid, som taler sit forunderlige fine sprog gjennem den betænkelighet, selv om den ikke var den egentlige grund til at han ikke reiste. — I forholdet til hærføreren, militskapteinen, Tebalducci Giacomini møter vi akkurat den samme art trofasthet. Da nemlig Firenzes lunefulde borgere gir denne al skylden for nederlaget foran Pisa (1506) og lar ham i foragt forsvinde som syndebukk, glemmer ikke Machiavelli ham: han gir ham, som før sagt, flere aar siden ved leilighet
