faar vende sig direkte til Karl V’s repræsentant, vicekongen av Napoli, og tigge om godt veir: han kunde ialfald ingenting gjøre med de tropper, som da stod til hans raadighet. — Machiavelli iler med beskeden tilbake til Firenze.
Saa begynder altsaa fremmedstrømmen at gaa sydover halvøen. Der findes ikke disciplin, bare vild opløsning. De tyske lanseknegter, som støter til, forlanger penger. Og tropperne siger plyndrende og brændende sydover. Det er midtvinters, uveir, sne, regn. De skrider langsomt og planløst, som sultne vargflokker fra fjeldene. Machiavelli og Guicciardini er de eneste hæderlige, som vedblir at arbeide sent og tidlig. Men altid forgjæves, fordi paven indgaar avtaler, som uventet krydser enhver plan. Og deres eneste feltherre nu, denne Urbino-hertugen, foretar sig ikke det spor — bare følger feig og planløs efter, og det helt til Rom, med en hær som herjer bøndernes marker som om det var fiendeland.
Men det øieblikkelige ved spændingen er jo spørsmaalet: Hvilken vei vil skreden ta? Vil de til Rom? Eller vil de til Firenze? Alt er uvisshet; der er bare én sikker ting: at tyskekeiseren vil ydmyge paven.
Der er en hel del breve fra Machiavelli nordfra til Firenze’s raad, som handler om dette. Og han ser tydelig, hvor det likeoverfor den slags „hære“ maa ende, selv om Firenze betaler dem løsepenger, slik som paven vil; han byder jo keiserens feltherre Bourbon ny vaabenstilstand og 60 000 dukater, som han kræver Firenze skal betale. Det er bare at kaste penger bort i et bundløst sluk, skriver Machiavelli til raadet:
