Det er hans form, den germanske urtypes, en eventyrlig gammel form for folkeskik, som fik stivne til racetræk. Eller kanske denne paatrængende tørst egentlig bare er en følge av folketomhet, av ensomhetsfølelse. Vi saa jo denslags skikkelser — ialfald før i tiden — i vore avsides daler og fjorder, naar f. eks. en ny embedsmand ankom til bygden: da møtte man ham iblandt just paa det vis for at komme i rapport og lære stoffet i ham at kjende, — for aandelig at „prøvas“; naar saa de par fantord var utvekslet og et godt svar var kommet igjen, blev angriperen for sin levetid hengivenheten i person. Det er ellers et dyrisk træk: at maatte stanges for at kunne staa fredelig i baas med én. Men længere syd, i sollyse landes folkemylr eller hos andre racer, gouterer man ikke denne urform for gemytlighet; man slaar en vits og beder „herr Scindigher“ gaa fanden i vold; i Italien ialfald har man glosen paa den slags gjesters optræden, den heter „forsennato“ (vanvittig). Slik gaar det privat; „herr Scindigher“s utrolige formløshet høster kulde. Internationalt kan den, som bekjendt, bidrage til at nedkalde katastrofer. Der er noget av verdenstragedie i denne konflikt: et overstrømmende rikt gemyt, men som helt mangler form og derfor ganske misforstaaes, naar det møter kjølige racer. Og det er det underlige at statsmændene slet ikke kjærer sig om at finde midler til at stagge anlæg, som fører til den slags rivninger; isteden faar generalstaber lov at utnytte det og lar det forbene til „offensiv aand“. —
Men efterat den biologiske proces var færdig i Italien, efterat folket ved blodsblanding var fornyet,
