Side:Renæssansemennesker.djvu/211

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

plyndringerne og blodbadene i Lombardiet, paa utsugeriet og brandskattingerne i kongeriket Napoli og i Toscana, og som skal helbrede det for disse saar som allerede har knutet sig til svulster paa grund av den lange tid. Man ser, hvor det beder til Gud at han skal sende det en mand, som kan befri det for denne grumhet og overmod fra barbarhold. Man ser, hvor det endnu staar rede til med glæde at følge en fane, bare der kommer én som reiser den. — Ei heller skimter man i øieblikket hvad andet det kan bygge sit haab paa end det at jert berømmelige hus kan komme i spidsen for dette frigjørelses-verk, dette hus som jo staar saa høit i ry for dygtighet og held, og dertil er gjenstand for særlig gunst fra Gud og kirken, hvis høieste stilling det nu beklæder (ɔ: Leo X, Lorenzo’s farbror). Dette vil ikke falde Jer meget vanskelig, hvis I holder Jer for øie de mænds handlinger og liv, som jeg ovenfor har nævnt; skjønt hine mænd er sjeldne og merkelige, saa var de dog ikke desto mindre bare mennesker; og enhver av dem hadde ringere anledning end den, som her for nærværende er. For deres forehavende var ikke mere retfærdig end dette, ei heller lettere, ei heller var Gud mere venligsindet mot dem end mot Jer. Her er den store retfærdighet, fordi den krig er retfærdig, som er uundgaaelig, og fordi vaabnene er hellige hvor der ikke gives haab utenom dem. Her er den største beredvillighet, — og der kan ikke, hvor der er stor beredvillighet, bli tale om stor vanskelighet, forutsat at man bare tar til mønster disse som jeg har foreslaat Jer at ha for øie. Desforuten