bourgeoisi, som slængte sig paa retningen for at „nyde livet“, saa var det netop dette vi møtte i „bohêmens“ doktrinarisme i 80-aarene: Hans Jæger ræsonnerer paa samme haardkokte, udifferentierte vis som en middelalderlig skolastiker. Der var ogsaa en celeber retssak fra omtrent samme tid, fra begyndelsen av 90-aarene, hvor en begavet jurist viser sig at ha et snev av tænkningen, idet han forstod at sætte flaaeri i system ut fra uangripelige almensatser og laa under for en envis, uimotstaaelig trang til at følge systemet, for saa at gaa tilgrunde paa det i kampen med en helt borgerlig logik (straamands-saken mellem advokaterne Westrem og Ludv. Meyer). Og under Wiborg-saken nys slog atter et sildig blaf fra samme tankeperiode imot os; hans ræsonnement aandet samme sky for halve forholdsregler. Strindberg, hos hvem jo forresten posen og et skarpt øie for reklame kommer til, opviser umiskjendelige tegn paa samme primitive hjerne-vindinger, hvor tillike tænkningen bevæger sig fra det generelle til det specielle. I det hele er dette kanske fortrinsvis en folkesyke i gotikkens lande; Heinrich von Kleist har skrevet typen et fuldgyldig epos i Michal Kohlhaas, hvis retssans gjorde ham til røver. Ogsaa Ibsen har søkt at tegne skikkelsen i Brand, som dog desværre blev et benrangel, der baade sol og maane skinner igjennem. — Men man møter nu den art tænkning sjeldnere og sjeldnere blandt aandslivets mænd; i vor tidsalder er der jo saamangt som driver syken tilbake. Man har bl. a. merkantilismen, den store befrier for al saadan logikkens pedanteri, ogsaa for
