Savonarola konflikten, forsaavidt den ytrer sig i selve statens politik; munken sier forblommet at denne strid i deres by mellem syndere og bra folk bringer den mulighet nærmere at der, bent ut sagt, kan opstaa en tyran i staten, „som vil lægge vort hus øde og plyndre vore marker“. Machiavelli føier her til: „Og dette stod ikke i motsætning til det, han alt hadde sagt, nemlig at Firenze skulde blomstre og herske i Italien. Om ikke længe vilde han være forjaget. Og med de ord sluttet han sin prædiken.“ — Næste morgen stiller atter Machiavelli i San Marco-kirken for at studere munken. Da dvæler Savonarola ved Moses, som stak ægypteren ihjel; der sa han bl. a.: „O ægypter, jeg vil gi dig et knivstik!“ — og trækker saa en sindrig parallel med synderne i byen: „Gud hadde sagt ham, at der var én i Firenze, som søkte at opkaste sig til tyran... og som vilde forjage munken, ekskommunicere munken, forfølge munken...“ Man vet ikke, hvem han egentlig sigter til, bemerker her Machiavelli. Saa fortæller brevskriveren at Signoriaraadet siden hadde sendt paven en skrivelse, hvor det tok munken i forsvar. Da „skiftet munken kappe“, lægger Machiavelli til: nu nævner han ikke ett ord mer hverken „om tyrannen eller sine motstandere eller deres kjeltringstreker“, og søker i det hele ikke mer at sætte folk op mot paven. Rolig, koldt, ja haanlig samler han saa sin dom om læg-prædikanten i disse ord: „svinger altsaa efter tiderne og farver sine løgne.“
Vi ser av dette hvor fuldstændig likegyldig Machiavelli staar midt i den religiøse ophidselse, som raa-
