hund, som jo slikker krypende sine gamle offres føtter. Men dernæst er der vel ogsaa et rent psykologisk moment med: Machiavelli har nu engang oplevet fænomenet og var færdig med ham, hadde vokset sig fra det statsmands-ideal. Det gik slik for sig: I Cæsar Borgia’s nærhet kom engang hans sind i kok, hans vældige fantasi i flugt; det var et naturfænomen, som man ikke kan lægge moralsk maalestok paa eller dadle: det var en stor viljes umiddelbare virkning paa en anden vilje. Og saa hadde i disse maaneders fravær billedet av en fyrste klarnet sig; han var blit ham et kunstprodukt, som han nu spyttet ut som et allerede benyttet motiv. Derfor er hans dom nu rammende, gjennemborende, ubønhørlig som døden; paa sit vis er det noget av det samme som da han paa sin pupille hadde indfanget billedet av Maximilian og gjorde sig færdig med dette Carolus Magnus’s middelalderlige gjenfærd. — Det er en kunstners maate, hans forhold til modellen; det kan ikke være noget andet han mener heller, naar han sier om ham, engang han gik fra ham, at han syntes ham „tusen aar“. — Og skulde dette forsvar ikke være nok, men der fremdeles sitter en stemme av bebreidelse mot Machiavelli igjen hos nogen, saa faar man ialfald holde ham tilgode hvad tid og hvad miliø han lever i: selv den sterkeste karakter aander vel ikke ustraffet i den slags. — I en av de samtaler, han nævner i sine rapporter, melder han ham skadefro at nu har Venezia tat hans Imola i Romagna, og nu marscherer de alt mot Faenza! Da flyr Cæsar Borgia i flint: Det var Firenze’s skyld, som ikke bragte hjælp; men
