tilbake, tiltrods for at Romagna holdt paa hertugen: Firenze visste med andre ord slet ikke, hvor mægtig Cæsar Borgia i grunden var under de ændrede forhold. Og forøvrig skulde Machiavelli avslutte en kontrakt om leietropper med en kondottier, i sin bys navn, men til Frankrikes gagn. — I Rom var man ved hans ankomst midt op i værste kjøp og salg av stemmer til ny pave, det var som en lammende børs. Kandidaterne overbød hverandre. Og over dem igjen bød de fremmede fyrster ut fra sine interesser; det gir et billede hvad Cæsar Borgia sa om kardinalen av Rouen, som var Frankrikes kandidat: „Vil han bli pave ved den Hellig Aands hjælp, blir han det aldrig i verden!“ For intrigerne om pavevalget var i grunden intet mindre end kampen om kongeriket Napoli mellem paa den ene side Cæsar Borgia og spanierne, som ikke kunde tillate at Frankrike ogsaa fik kirken i sin magt, og paa den anden side Venezia’s diplomati, som vilde ha Romagna tilbake fra Cæsar Borgia. Der var vildt røre, — eller som Machiavelli skriver hjem: der mangler „høvdinger for skandalen“. Han staar kold og ser til handelen som interesseret tilskuer; forstaar det hele tilbunds, som man ser av hans depecher. Men han kaster sig ikke ind i intrigerne, ja, vi ser, han tar i rapporterne endog litt feil med hensyn til de forskjellige kandidaters chancer og valgets utfald — i den grad idéløst nemlig foregik kjøpet og salget. — I samme øieblik Della Rovere var valgt, krævet Firenze’s sikkerhet at Cæsar Borgia gik under, samt at paven røk uklar med Venezia om Romagna. Man ser derfor, hvor Venezia’s
