handlinger har naadd sit maal, enten det nu sker snikmorderisk, fordi man anser ham for farlig, eller aabenbart for alles aasyn, idet man nu ønsker at to sine hænder for blod og skaffe sig ry for mildhet. Selvfølgelig er dette Cæsar Borgia’s yndlings-metode; han gjorde saa blandt andet med sit redskap i Romagna, Ramiro, som efter endt blodig dagsverk blev fakket og kastet i et taarn-fængsel: Dagen efter fandt man ham parteret i to. Men det var jo ogsaa andres metode. I 1450 kvalte saaledes Milano-hertugen Sforza’s redskap og høire haand, Brandolini, en revolt i Piacenza i blod; da nedslagtningen vel var over, og rædslen hadde gjenoprettet orden, indfinder hans herre sig, kaster ham i taarnet: Næste dag ligger han med overskaaren strupe. Og folket priser Sforza for hans mildhet.
Svik og slump er tidens herrer. Ingensteds sikkerhet for liv og lemmer. Ingensteds tyngde i karakteren. Overalt uberegnelighet. En direkte følge av dette er en stor og almen utryghet. — Hertil kommer saa de tunge farsotter, som uventet gjør sit herjende indtog i byer og slaar alt ned; de gjør sit til at øke dette træk ved tiden. 1500 utover er de svære pest-aars sekel, Cellini gir et billede av det i sin selvbiografi. Endvidere er det, som man vet, i dette sekel at syfilisen har sin store tid; kondottierer, konger, kardinaler lider av lues; og man staar jo nærmest vergeløs mot syken. Ogsaa den side gir Cellini os et billede av i sit selvportræt. — Saa en dag skakes sindene op ved rygtet om en by eller en grænd, hvor alt jevnedes med jorden, og hvor der ikke var
