Hynder lagdes tilrette i den store Føringsbaad, og adskillige Sager bleve fra den bragte over i en mindre Baad, der laae beredt til vor Fart paa Sperilen. Endelig mærkede jeg at man havde savnet mig, idet flere Stemmer raabte mit Navn. Med Nød og Neppe fik jeg høre Historien til Ende og skiltes, skjønt ugjerne fra Thorbjørn, der imidlertid havde faaet Skræppen paa Nakken. „Farvel“, sagde han, „vi sees nok ikke oftere. Det er et rart Træf for mig at sidde saa fornøieligt hos en Bykarl. Jeg gaaer udenom jeg, sagde Hakkespetten, da Hanen vilde have den med i Hønsegaarden“. Dermed greb han sin Briskestav og gik op mod Graneskoven.
Jeg fandt atter Selskabet paa vort Samlingssted ved Hytten. Det var snart Tid at skilles ad; Lieutenanten, Grossereren og jeg skulde over Sperilen drage op i Skovtrakterne, og Damerne skulde, ledsagede af Kandidat G., fare hjem til Ask. Skjønt denne Afsked hørte med i vor glade Sommerudflugts Anordning, fik den dog et vemodigt Anstrøg. Disse tvende Dage havde for os Alle været saa kvægende, og vort Selskab, hvori flere mødtes som Fremmede, var hurtig kommet i venligt Samliv. Vi, som skulde besøge Vildmarkerne, følte nu dobbelt hvor meget vore Damer havde forskjønnet og belivet denne Elvesart og hvor nødigt vi vilde savne dem. De stode nogle Øieblikke med os paa Sperilens Bred og saae over mod
