Forholde, hvis snarlige Udbedring og Befæstelse Nationen med saamegen Længsel imødeseer, og hvoraf de forenede Rigers fremtidige Skjæbne saa saare afhænger. Men det er qvalt i Fødselen med saa mangen anden ædel, haabfuld Livsspire, og qvalt, dersom man antager den sædvansmæssige Fortolkning over Grundlovens § 69 — indtil næste ordentlige Storthing.
Kunde man tænke sig den Handlemaade, som har fremkaldt Resolutionen af 2den Juli sidstleden, for Fremtiden ophøiet til en Regjeringsmaxime, hvilket antydes i det kgl. Foredrag, da har Statsminister Løvenskiold, ved at give det første Stød til denne Maximes Tilværelse eller ved ikke som norsk Borger og kgl. norsk Raadgiver at modarbeide dens Tilblivelse, bevirket en Indskrænkning i Folkets lovgivende Myndighed som skal gjøre denne til et tomt Skyggebillede.
Skal Storthingets Forsamlingstid være indskrænket til den ved Grundloven bestemte Tid eller skulle Prolongationer, om de tilstaaes, tilstaaes i den Aand, som denne Gang, da vil Storthingets ved Grundloven bestemte forskjellige Virksomhedsgrene, idetmindste saalænge den nye almindelige civile og criminelle Lovbog ikke er istandbragt — og hvorledes skulde den kunne komme istand under saadanne Auspiciers — komme til at indskrænke sig til Beskatning og Budget. Tidens Knaphed, den Usikkerhed, hvorunder al Virksomhed drives, vil medføre, at man ikke veed, hvad man tør eller kan befatte sig med. Kun dette veed man, at de kongelige Propositioner maatte gives et ubetinget Fortrin for alle Forslag af Private Men deslige Grundsætningers Gjennemførelse stemmer dog ikke med Grundlovens §§ 49 og 76. Maa de ikke tværtimod erkjendes for at være øiensynlig skadelige for Riget?
Den hidtil førte Strid om Grundlovens § 79 kan da ansees tilendebragt; men Seiren tør være kjøbt dyrere end man forestiller sig; thi hvo seer ikke, at en Stagnation
