dem derfor. Øiensynlig kunde den befrygtede Skade aldrig kaldes, saalænge det ei var aldeles urimeligt at betragte Sagen fra samme Side som Statsministeren har gjort, og dette kan Ingen for Alvor paastaae, i det mindste ikke nu for Tiden. Ligesaalidet kan det nægtes, at Defensors Fortolkninger over Grundl.s §. 15, 30 og 80 ialfald have saa meget for sig, at den Anklagede uden Skam har kunnet ansee dem rigtige. Saavel herfor, som fordi der ingen tænkelig Grund kan opvises, der skulde have bevæget Statsministeren til at være enig med .Kongen, hvis han ei havde staaet i den Formening, at Storthingets Opløsning var gavnlig, vilde det aabenbar stride imod Retfærdighedens Forskrifter og Grundlovens tydelige Bud at anvende Straf, om Rigsrettens Pluralitet end fandt Fortolkningerne urigtige. Hans ærlige og aabenlyse Fremgangsmaade vidner om at han har handlet bona fide, og meer behøves der ikke for at begrunde en Frifindelsesdom. — Ved „rasende Partigængere“ forstaaer Defensor Enhver, som af forudfattede Meninger og blot for at følge den saakaldte Opinion ønsker Statsministeren straffet, uden med Upartiskhed at undersøge hvorvidt saadant er retfærdigt. Det er bekjendt nok, hvorledes man længe har forfulgt ham i de offentlige Blade; men Defensor kan ikke tvivle paa, at Rigsretten er døv for saadanne Insinuationer. — Actors Bemærkning, at de kongelige Raadgivere aldrig bør glemme, at de ere ansatte ved Kongens Side for Folkets, ikke for Kongens Skyld, er rigtig; men dette er ikke noget særegent for dem; Enhver, der er beklædt med en offentlig Myndighed, han være Storthingsrepræsentant eller Embedsmand, maa altid erindre sig, at denne Myndighed ene er lagt i hans Hænder til Bedste for det Almindelige, og ikke for at fremme private Hensigter eller udvide hans egne Rettigheder, og han maa aldrig glemme, at han skal handle efter Eed og Pligt, saaledes at han engang kan aflægge Regnskab derfor. — Med Hensyn til Omkostningerne refererede Defensor sig til sit Forrige, hvorhos han
