at den første sigter til de Sager, der grunde sig i Andragender fra Norske Borgere, og uden Undtagelse vil have dem ledsagede med Regjeringens Betænkning, medens den anden angaaer alle andre Sager, i hvilke saadan Betænkning ikke er aldeles nødvendig. Det er vilkaarligt af Actor at erkjende at Regelen tilsteder Undtagelser og at ville have disse indskrænkede til dem, han opgiver. Tingens Natur maa i ethvert Tilfælde gjøre Udslaget, og in casu er det nok, at det endog vilde været physisk umuligt at have indhentet Regjeringens Betænkning. Actor tilstaaer nemlig at Kongens Ret til den 2den Juli at fatte Beslutning om Storthingets Opløsning den 8de er uomtvistelig, hvoraf unægtelig følger, at Paastanden om, at Sagen alligevel skulde udsættes indtil den Norske Regjerings Betænkning var indhentet, bliver aabenbar urimelig. Det kan ikke antages at Statsraads-Afdelingens Bestemmelse er at censurere Regjeringens Indstillinger; men om saa var, blev det desto vissere at man her ikke behøvede mere end selve Censors Mening. Naar Actor benægter at det virkelig var Kongens Villie at opløse Storthinget pludselig, og at saadant skulde skee den 8de Juli, da er det tilstrækkeligt at henvise til det i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli Passerede, og at bringe i Erindring, at den der fattede Beslutning virkelig opfyldtes den 8de Juli.
Defensor har aldrig erkjendt at Kongen den 2den Juli ikke kunde ansee Indstillingen af 29de Marts for den nødvendige Betænkning; det er kun ved at rive en enkelt Sætning af Forsvarsskriftet ud af Forbindelsen med de andre dertilhørende, at Actor faaer saadant ud. Denne mindre passende Maade at procedere paa, maa forfeile sin Hensigt, naar man læser Indlægget i Sammenhæng. Man maa ikke glemme, at Storthinget havde forlangt Prolongation til Juli Maaneds Udgang, at Regjeringen havde anbefalet saadant da Budget og Skattelov ei tidligere kunde ventes istandbragte, følgelig anseet det utilraadeligt at hæve
