at Tiden idetmindste betimelig inden Storthingets Opløsning bør bestemmes, tjener det følgende Indhold af ommeldte § 80, hvorefter Kongen ved Storthingets Opløsning skal meddele sin Resolution paa de ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger ved enten at stadfæste eller forkaste dem, hvoraf nødvendigviis følger, at Høistsamme inden Storthingets Opløsning bør være meddeelt Underretning om alle de sammesteds fattede Beslutninger, saaledes at han om dem kan meddele Resolution; men hvilket ikke kan skee, naar Storthingets Opløsning foregaaer paa den Maade, som denne Gang er skeet. — In casu laae en Beslutning til Lov om det beneficerede Gods hos Regjeringen, uden at Hs. Majestæt har været sat i Stand til om sammes Sanction at afgive nogen Bestemmelse, og kun nogle faa Dages Udsættelse med Opløsningen vilde formeentlig medført, at flere, som allerede vare opslaaede til Foretagelse i Lagthinget, paa samme Maade vilde blevet henliggende. — Den kgl. Resol. af 17de April, hvorved Storthinget prolongeredes indtil videre, indeholder ogsaa, naar den sammenholdes med Storthingets Adresse, et heelt utvetydigt Tilsagn om Tilladelse til at forblive samlet indtil de tilbagestaaende uomgjængelige og vigtigste Forhandlinger vare tilendebragte og om nærmere naadigst Bestemmelse af Tiden, hvorved Storthinget var gjort tryg. — Defensor havde mindst ventet, hedder det, at man fra Odelsthingets Side skulde villet gjort opmærksom paa, hvad Anstændighed fordrer, et Begreb, der af denne Actors Yttring sees at være mere ubekjendt end ønskeligt var. Disse Udtryk vidne kun om den utaaleligste Hovmod Defensor anseer sit Defensorat væsentligst at bestaae i at fremføre Invectiver, ja gediegne Injurier imod Storthinget og dets Afdelinger; men at tage til Gjenmæle imod disse eller at fremføre mindste Tanke om, at hans høie Part kan forsynde sig imod Anstændighedens Fordringer, det ansees saa utilbørligt, saa at det kun kan grunde sig i Ubekjendtskab til Begrebet ”Anstændighed!” — Jeg har
