Edel
Det var fem barn i familien. De bodde paa et vidunderlig vakkert sted. Deres hjem laa paa en høi bakke inde i skogen. Saa høit at huset kunde sees over trærne som stod længere ned i dalen. Kun nogen eketrær med store kroner som stod nær indtil huset raket over det. Rundt omkring paa grønsværet stod nogen mindre cedertrær og en stor furu. Tæt ind til husets veranda var der blomsterbed. Der kunde barnene plukke stedmorblomster, nelikker, pioner og nogen faa roser. Nede i dalbunden ret frem for huset laa et litet vand. Dypt, stille og blankt som et taarevasket øie laa det der og smilte og kjendte skogens vellugt og hørte fuglenes sang. Her nede ved vandet likte barnene at leke, men det var det ved det at det var aldrig saa vakkert naar de kom ned til det som naar de saa det ifra bakken deroppe ved huset. Derfor lekte de mest rundt huset og nøiet sig med at se ned paa vandet.
Det var en framifraa lykkelig barneflok, og forældrene var ogsaa meget glad i sine barn. Det var bare en ting som fattedes, og det var at flokken utgjorde et ujevnt tal. Hadde det bare været seks. En liten pike var for et par aar siden kommet paa besøk, men stanset bare seks uker, saa tok Jesus hende til sig. Edel som da var en av de mindste vilde endelig at faren skulde gaa til hospitalet og kjøpe en anden liten; men der var ingen at faa.