inderlige trøstens ord om opstandelsens evige haab til den efterlatte hustru og barn. Der var dyp sorg og graat i forsamlingen da pastor Skarping avsluttet sin tale.
Der blev lagt blomster paa baaren fra Glenfield menighet, ungdomsforeningen og kvindeforeningen, fra seks menigheter i Montana, fra indremissionskomiteen og fra hedningemissionskomiteen. Pastor Corneliusen talte baade paa indremissions- og hedningemissionskomiteens vegne, og kandidat Warnes talte paa Glenfield menighets og ungdomsforeningens vegne. „Næst Gud har jeg pastor Reierson at takke for hvad jeg er idag,“ sa Martin. „Tak, pastor Reierson, for hvad du var for os her i Glenfield menighet og for de frøkorn du la ned i mit unge hjerte under konfirmationsforberedelsen.“ Men da tok graaten ham, saa han ikke kunde si mere.
Sangkoret sang baade før og efter likprækenen og tilslut sang Malinda Anderson: „Den store, hvite flok vi se.“
Saa førtes liket ut og blev lagt til hvile under en stor „cottonwood“ paa Glenfield kirkegaard.
Men da alle folk hadde fjernet sig, endog Reiersons familie, var der to unge mennesker som stod igjen ved sin forhenværende sjælesørgers grav. Det var Martin Warnes og Malinda Anderson.
„Ja, nu har vi ikke Reierson til at trøste os mere,“ sa Malinda. „Nei, nu tror jeg vi faar prøve at trøste hinanden herefter,“ sa Martin. Han lot sin arm glide ind under hendes, og de gik side om side ut av kirkegaarden.
De gik imot den dalende dag. Lette graa vaarskyer hang i vest. Og mens solen sank i purpurglød paa vestens