er en forloren søn,“ sa han. „Som en mor ikke ser paa sit barns ydre utseende — det er dog hendes barn — saaledes ser ikke Gud paa os om vi er store og stygge syndere, han elsker os allikevel med en evig kjærlighet.“
Studenten skildret noget av synden og elendigheten i verden og nævnte drukkenskapslasten som en av de største aarsaker til saa mange unges fald. Han skildret med levende farver, hvorledes mennesket med en udødelig sjæl kan falde saa dypt, at de kommer ned paa dyrets standpunkt og forsøker at mætte sin sjæl med verdens svinemask. Det er kun Guds naade at du som er en synder ikke er død i din synd, men at der endnu er anledning til at „staa op“ og „vende om.“
Tilslut talte han om Guds naade imot barnet, naar det vender træt hjem fra det fremmede land. Den unge mands øie blev vaadt og hans stemme fik en inderlig klang naar han talte om Guds forbarmende kjærlighet til den som kommer til sig selv og gaar hjem. Hvor han skildret Faderens aapne favn, og faderhuset, hvor alt var færdig og glæden over den som vender hjem. „Faderøiet har fulgt dig, du, som er borte fra Gud. Hans hjerte brænder av længsel efter at faa trykke kysset paa din mund og gi dig syndenes forlatelse for Jesu Kristi skyld. Aa, kom, sjæl, kom i Jesu navn.“
Den kveld hadde evighetsbetydning for mange sjæle i Glenfield menighet. Da forsamlingen var opløst, kunde man se folk i smaa flokker ned igjennem kirken samtale. Malinda Anderson var nede ved døren og talte med folk om deres sjæls frelse, og student Skarping var omringet