op til likkisten, saa hun kunde faa se sin far for sidste gang, og jeg glemmer ikke de ord hun sa: ’Oh let me sleep in that nice bed with papa. It is so cold out here on the prairie.’“
„Der er megen baade aandelig og legemlig nød derute paa frontierne,“ fortsatte pastor Reierson. „Hvorledes er det med os som har det saa godt? Er vi lik Jesus i dette at vi ynkes inderlig over folket? Forstaar vi at vort eget folk holder paa at avkristnes? Maa Herren hjælpe os at faa varme hjerter for indremisjonens hellige sak.“
Pastor Reierson talte længe og inderlig. Glenfield menighet hadde hørt sin gamle prest tale mange ganger før, men aldrig med slik inderlighet og varme som idag.
Efter prækenen var der korte vidnesbyrd av flere. Pastor George Lewis, som nu vikarierte i Ottawa menighet, mens pastor Carl Johnson var i Europa, holdt en kort tale.
Det som imidlertid for Glenfield menighet var mest interessant var et vidnesbyrd fra student Martin Warnes og et fra Miss Malinda Anderson. Martin hadde nu tilbragt to aar i den forberedende avdeling ved presteskolen og Malinda hadde været ved bibelskolen i Belgrade, Iowa, i to aar. Det var underlig for Glenfield menighet at høre vidnesbyrd fra to av sine egne barn. Underlig var det ogsaa for gamle pastor Reierson at høre sine egne konfirmanter vidne om det haab som var i dem. Da Malinda Anderson talte, grep det pastor Reierson slik, at han brast i graat.