av nøden iblandt vore egne landsmænd ute paa indremissionsmarken.“
„Der er megen nød. Vort eget folk holder paa at vansmægte og dø den aandelige død, og der er ingen som kan vise dem veien til den gode hyrde,“ sa pastor Reierson. Han gav mange oplevelser fra arbeidet paa indremissionsmarken. Deriblandt fortalte han, at han engang paa sine reiser utover prærien kom til en torvhytte, hvor manden laa syk av nervefeber. Han hadde ligget syk i to uker og konen hadde været alene med at passe ham. Hun hadde faat sendt barna bort til en nabo for at de ikke skulde faa sygdommen. Selv hadde hun vaaket nat og dag over sin syke mand. „Da jeg kom ind i kjøkkenet,“ sa taleren, „saa jeg et syn jeg ikke snart skal glemme. Der laa en brødstomp med en kniv ved siden, en melkebolle med litt melk i og en gammel aapen bibel. Der hadde den stakkars kone gaat, bort til sengen og pleiet sin syke mand og ut i kjøkkenet, hvor hun skar av en skive brød, spiste og drak litt melk, og læste et stykke i bibelen. Saaledes hadde hun holdt det gaaende i to uker.“ Nu var hun aldeles utmattet. Manden var litt bedre da presten kom, saa konen hadde haab om bedring. Presten fik ogsaa tale med den syke og meddele ham nadveren. „Jeg glemmer aldrig de øine han satte paa mig, da jeg hadde meddelt ham nadveren og anbefalet ham i den almægtiges arme,“ sa pastor Reierson. „Den nat døde manden og to dage efterpaa la vi ham til hvile paa en liten gravplads paa hans eget homestead. Jeg husker jeg selv tok hans lille tre aar gamle datter og løftet hende