mand og Lazarus. „Vi her hjemme i kristenheten er den rike mand,“ sa missionæren, „og Lazarus er de stakkars gassere som ligger for vor dør.“ „Vi klær os i purpur og kostelig linned og saa glemmer vi de hundreder og tusener i aandelig og legemlig nød forkomne hedninger.“ „Hundene som kom og slikket Lazarus’ saar er de gassiske troldmænd,“ sa taleren. „De kommer og slikker de stakkars hedningers hjertesaar og forsøker at læge dem med troldkunster og hekseri; men det gir ikke nogen varig lægedom.“ „Det kan gi dem lindring en liten stund, men det kan ikke læge de store gapende saar i hedningehjertet — den onde samvittighet. Det er kun evangeliet om den døde og opstandne frelser som kan gi den urolige samvittighet fred og glæde.“
Tilslut gav missionæren nogen smaatræk fra arbeidet ute paa Madagaskar. Han fortalte hvorledes de sorte gassere var ræd ham da han første gang kom iblandt dem, hvorledes de sprang og gjemte sig under palmerne, og hvorledes han maatte lokke dem til sig for at faa samle dem om Guds ord. Madagaskar er som en uendelig stor slette, hvor denne store skare av sorte hedninger løper frem, bort ifra Gud og hans ord. Eller for at bruke billedet i teksten: Madagaskar er som et umaatelig stort hospital, hvor syke og saarede gassere ligger og vrir sig i smerter og lidelser. Skal vi gaa ut og bringe dem hjælp eller skal vi som den rike mand klæ os i purpur og kostelig linned og saa la hedningene dø? Tilslut gjorde han en kraftig appel til de kristne, at de maatte sørge for sin egen sjæl. „Det kan hænde at mange fra hedningeverdenen