til sig til at begynde med. Man blev da ogsaa enig om at man skulde vente med „surprisen“ til torsdag aften i uken efter at presten hadde holdt sin tiltrædelsespræken.
Den søndag pastor Setun holdt sin tiltrædelsespræken var kirken i Glenfield fyldt til trængsel. Alle vilde se og høre den nye presten.
Presten var en stor kraftig skikkelse med brede skuldre og sterke arme. Rødt haar og ansigtet, som var litt rødmusset, hadde et visst lidenskapelig træk. Han var iklædt en pen „Prince Albert suit“ med hvit vest. Han hadde en dyp rungende basstemme, og naar han præket gjorde han voldsomme bevægelser. Han slog i prækestolen og trampet i gulvet. Til enkelte tider gestikulerte han saa voldsomt, at han næsten glemte ordene han skulde si.
Han talte om prestens stilling i menigheten og om menighetsfolkenes ansvar likeoverfor sin prest, saavelsom prestens ansvar likeoverfor Gud og mennesker. Han kom ogsaa ind paa naadegaverne og talte længe om noget som han kaldte „forsynets naadegave.“ Dette ord forstod ikke de fleste i menigheten. — Gamle N. B. Olson forstod dog at det var en sproglig feil. Presten mente utsyn for fremtiden — om det da kan kaldes en naadegave — forklarte han for nogen efter prækenen. — „Skulde vi se paa menighetens stilling som den er nu naar jeg kommer, saa er det vel ikke rart,“ sa pastor Setun i prækenen, „men vi maa faa „forsynets naadegave“ saa skal det nok bli bedre, med Guds hjælp.“
Efter prækenen fik da hele menigheten haandhilse paa presten. W. U. stillet sig ved prestens side og Mrs. Nelson