Da jeg i Tanken stod ved Munchs Grav, maatte jeg
sande, at hans Navn har Ret til at mindes i Historiens
Stad. Thi Munch var en europæisk Forsker, hvis Hoved
raged op over Flokken. Han var af Naturen saa rigt
udrustet, at han ligesom med legende Lethed beherskede alle
de Forskningsomraader, som han maatte undersøge for at
opklare sit Folks Fortid. Altid med Geniets Skabertrang
higende frem mod nye Syner, mod nye Fund, hvor den
uløste Gaade lokked ham, fordi den var uløst. Utrættelig
i at rydde Vei til alle Sider. Aldrig svigtende under
Byrden af de tungeste Stene, som maatte sankes sammen
for at lægge Grunden under Byrden af det sværeste
Tømmer, som skulde slæbes frem for at tømre Historiens Bygning.
Ja Munch tilhørte som Forsker og historisk Rydningsmand ikke sit Fædreland alene. For dets Skyld fulgte han de gamle Vikingers Spor til Britanniens Strande, trængte som de overalt erobrende frem, læste Mindeordene over dem paa Isle of Man’s Kors, drog frem ukjendte Beretninger om dem af Skotlands Bibliotheker, rakte skotske og engelske Videnskabsmænd en hjælpende Haand. Og mens Munch i sin Forskning fulgte de gamle Nordmænds veie fjernt mod sydøst lige til Konstantinopel og til det Hellige Land, ryddede han op i den ældste svenske og russiske Historie. Af de første tyske Videnskabsmænd var Munch anerkjendt som en jævnbyrdig Forsker, der kastede Lys over alle Germaners Sagnhistorie, Mytologi og Sprog. Jeg saa ham i Berlin staa med løftet Hoved i en Kreds af de ypperste Sprogforskere, hædret som en ven af Germanisternes gamle Mester, Jacob Grimm. Da Munch kom til
