Anledningen blev ogsaa fiittigt benyttet; der
tog paa at flomme af Eder og Latter og Hyl og
Raaheder, og der var dem, som var saa fulde, at
de bare slingred med som Paahæng, hvergang
Sprøitestangen gik op og ned.
Hans Teodor deltog i Slukningsforsøgene med en rent dumdristig Ihærdighed, og flere Gange havde man med Magt maattet drage ham tilbage fra de mest udsatte Punkter.
— Uheldigvis blaaste der en strid Østenvind, og den tiltog stadigt i Styrke. Selve Bruget var redningsløst fortabt. Men nu gjaldt det, at ikke ogsaa Stablerne antændtes, og størst var jo Faren for dem, som laa i Flugt med Luftdraget; mod disse blev derfor en Flerhed af Sprøiterne rettet, og endda antændtes de atter og atter.
Men pludselig sprang Vinden over i Nord, nogle voldsomme Kast hvirvled en hel Kave af Gnister og endel brændende Bordstumper med sig ind mellem de tørre Stabelrækker, — og saa begyndte det at brænde i en Stavstabel nede paa Elvebredden.
«Se der! — ned med Sprøiten og sprøit!» skreg Bertel Talleberg til sin Næstkommanderende, Skomager Paulsen.
«Neigu om jei gjør!»
