«Goddag, Hans Teoder! — Ja, ser du, — jei traf Bertel Talleberg igaar, og han sa, at naar jei ønsked det, saa var han inte uvilli tell aa gi Henstand igjen. — — — Saa var det ossaa noe annet, jei gjerne vilde snakke med dei om. — Ser du, jei har jo lært dei aa kjenne som en framifraa flink og paaliteli Gut, — og derfor saa — — — Men kom heller inn paa mit eget Rum vi prater lissom tryggere der.»
De gik derind, og Døren imellem blev lukket.
«Sæt dei — i Sofaen»
»Aa nei, da!»
«Sæt dei du! — sæt dei bare!»
Selv satte Oscar Andrésen sig i sin moderne Kontorstol, paa hvis Skruestativ han kunde dreie sig fra og til efter Ønske.
«Ja — ser du — det er lidt vanskeli aa faa gjort dei det begripeli — — men du er naa saa fornufti en Gut. — — Si mei — du er jo kjendt ut og inn nere i Maskinhuset?»
«Ja — a — — det er jei jo.»
«Du vêt, hvor Oljerummet er?»
«Ja, det vet jei.»
«Hør naa: dersom atte naa — jei sætter, Nat tell førstkommende Sønddag, hvis Være holler sei tørt — sæt naa altsaa, at der var noen, som gik
