sin Last staa over, i Forventning om bedre Tider til Vaaren.
Og hans Arbeidere vented, og deres Koner og Børn vented. For naar Brugstrafiken igjen begyndte, saa blev der bedre for Penge, og bedre Mad at faa, hyggeligere inde og varmere ude, — og det vilde altsammen ske, naar der atter var Vaar.
Og nede paa Havnen laa Lasteskuderne forladte og fastfrosne i Isen; de laa der med sine tomme Lasterum og vented — eller rettere, det var deres Redere og Besætninger oppe iland, som vented — paa Isløsning og Indlastning og Udfart, — naar bare der engang atter blev Vaar!
— Men det trak ud. Det var allerede i April, og endnu var det fuld Vinter.
— Jo, saa endelig ved Midten af Maaneden blev det Søndenveir, med mildere Luft; — det strøg som et forløsende Haab om Vaar og Sommer indover den frostbundne Dal.
Men Vintren stritted seigt imod — den vilde ikke vige Pladsen; og hvad Søndenvinden og Solen vandt ind om Dagene, blev tilbageerobret i de kolde Nætter, for da frøs alt til igjen. — Slig holdt de hinanden saa omtrentlig i Schak en Uges Tid. Men saa begyndte Vaarens Avant-
