Side:Per Sivle - Streik.djvu/26

Fra Wikikilden
Jump to navigation Jump to search
Denne siden er godkjent

forsyne mei, flau vi inte, som var Skrubben etter vors, hver tell sin Kant og stakk vors bort, saa godt vi kunde. — Naa, vi slap inte med det, inte; noen a vors ble straffa, — je for min Part ble inte sat fast, men je laut en hel Vaar fløte Tømmer for Nøkkerud-Kaksen uten annen Løn enn snaue Kosten, — det var Betingelsen, da je kom aa ba saa pent for mei, og det var Betalingen for min Andel i Gjæstebude ute paa Nøkkerudbakken. — Aa ja, det er saa mye gæli, man finner paa, naar som atte man inte har Vett.»

Døren til de indre Værelser gik op, og i Døraabningen kom tilsyne Verten selv, Bertel Talleberg, en middelaldrende Mand, høi, mager og mørk, med Skjæg à la Yankee — han havde jo ogsaa vært nogle Aar i Amerika. Han var kjendt som Langestrands mest drevne Kortspiller; man paastod, at Størsteparten af sin ikke ubetydelige Formue havde han vundet i Kortspil. — Det fortaltes, at da hans Datter kom i Skole, og Lærerinden spurgte, om hun kunde tælle, tog den lille raskt fat: «seks — syv — otte — ni — ti.» — «Men kjære Barn,» sagde Lærerinden, «hvorfor begynder du med seks?» «Jo,» svarte Jentungen resolut, «vi bruker inte aa ha Smaakorta med.» — Tallebergs Rygte var i det hele taget aldeles ikke