— «Ut med Kammeraterne vores! — ut med dem!»
Politiet forholdt sig taust og lod sig ikke se.
Saa dundred en Sten mod Raadstudøren, flere fulgte efter. Og ind gjennem en Vindusrude fløi Heftet af den sønderbrudte Sabel.
Fremdeles Taushed indenfor.
«Kom, saa sprænger vi Døren, Gutter!»
«Hurra! — javist sprænger vi den!»
Og snart hamredes der løs med Næver og Hæle.
«Nei, dette hjælper inte! — Sæt Skuldrene paa, saamange som kan komme tell!»
Det blev gjort. Der lød et Brag — det var Døren, som brast; men endnu holdt Jernbeslaget.
Da endelig aabnedes et Vindu i anden Etage, Politimesterens runde, rødkindede Ansigt kom tilsyne og mødtes af et heftigt, vedholdende Raab:
«Slipp dem ut! — slipp dem ut!»
Det varte en Stund, før han kunde komme tilorde for Skrig og Støi.
«Naa ja, dere skal faa det, som dere vil ha det, da! — Men saa faar dere ossaa være Folk — Folk!»
«Ja — ja! — bare ut med dem — straks!»
Der blev gløttet paa Porten, saavidt at
