Saa gjaldt det Vaaben; — thi til de
forventede Hjælpetropper var der paa ingen Maade
Køller nok i Raadstuens Arsenal.
Og Overpolitibetjient Ruberg sendtes som Ambassadør hen paa Hjørnet til Grosserer, Stadshauptmand Bing, Chefen for Langestrands Borgerkorps, med Andragende om at faa udlaant en to-tre Fangfilld af Korpsets Sabelbajonetter.
Jo, saa gjerne! —
Og med Telthusnøglen i Lommen og fulgt af et Bybud med en Kjærre drog Overpolitibetjent Ruberg afsted ad Telthuset til, gjennem Byens mest befærdede Strøg.
Det var først, da det led om lidt, det gik op for Politifuldmægtigen, at dette Foretagende kunde blive skjæbnesvangert nok. For sæt, at Vaabentransporten stødte paa de streikende Arbeidere, — tak, saa var de naturligvis bevæbnet med det samme!
Det gik dog bedre. Om en Stund saas Overpolitibetjent Ruberg i uantastet Strunkhed at I komme marscherende over Torvet, fulgt af Bybudet med Dragkjærren fuld af Borgersabler, som blinked noksaa udfordrende i Solskinnet, — der laa ikke saa meget som en Sæk ovenover.
